07/11-05

Ja, som I maaske kunne forstaa paa os, var vi ikke saa imponerede over Bangkok som vi havde haabet paa at blive... Saa vi gik paa nettet og tjekkede ud, hvad der var af andre muligheder (udover Thailand, da vi jo rejste rundt i syd Thailand for to aar siden). Da vi surfede rundt paa Air Asias hjemmeside, faldt vi over nogle flybilletter til  Kuala Lumpur, som er hovedstaden i Malaysia. Vi kom af med 300 kr. pr. billet. Et tilbud vi ikke kunne modstaa, og slog til 🤩

Da vi kom ud i lufthavnen i Bangkok, fandt vi da ogsaa ud af, hvorfor de var saa billige... (typisk Dan at vi skal rejse paa budget 🤭) - naa, men til at starte paa, maatte vi betale ekstra for overvaegt paa bagagen, da det viser sig, at dette flyselskab kun tillader 15 kilo pr. person (ja, det afsloerer jo, at vi stadig rejser rundt med alt for meget happengut 🤔 ) 
Vi kunne heller ikke rigtig forstaa, der ikke var nogle numre paa billetterne, og da vi kom ombord fik vi bare besked paa, at vi bare skulle finde en plads bagerst i flyet. Louise begyndte straks at finde sin gaffatape frem. Hun gik mod noedudgangen ud til vingerne for at med sin tape, sikre sig de blev siddende og jeg (Dan) begyndte at skrive testamentet og bede til Allah (det goer man jo paa disse kanter). Under flyveturen, som tog ca. 2,5 time, gik de rundt og solgte smaa snacks fra en lille  DSB lignende vogn - dog gudskelov ikke til DSB priser - en kop kaffe kostede 3 dkr.

Men som I kan se kom vi sikkert frem og befinder os altsaa nu i Kuala Lumpur. De foerste par dage her, var der helligdage saa i stort set alt var lukket (paa naer de store indkoebscentre - hvilket glaedet Louise meget).
Derfor har vi heller ikke vaeret saa meget rundt endnu. Vi var nede ved verdens hoejeste bygning (de to fra billedet), men ogsaa den aabner foerst i morgen. Saa vi har brugt mange timer paa hotellet og i shoppingcentre.

Ja, saa gjorde vi det saa igen… - vi faldt igen over nogle billige billetter paa nettet, saa vi vaagede os atter igen ud paa en flyvetur med Air Asia. Denne gang meldte selskabet ud med 2,5 times forsinkelse pga. problemer med motoren.

Flyveturen var meget urolig, da vi skulle igennem et uvejr paa vejen.

Men vi ankom efter ca 2 timers flyvetur til lufthavnen i Kuching paa Borneo. Vel fremme skulle vi endnu en gang udfylde immigrationspapirer, for selvom Kuala Lumpur og Borneo er samme land (Malaysia), skal man soege om indrejse/visa paa ny, selvom man har faaet det i Kuala Lumpur (som er ’fastlandet’ syd for Thailand).

Det var i fuld gang med at modernisere lufthavnen i Kuching (hvilket sikkert var yderst tiltraengt), hvilket betoed, at der var saa meget larm og stoev, at medarbejderne gik rundt med masker og oerevaern.

Som I kan se paa billedet, flottede Dan sig og syntes Louise havde fortjent lidt luksus ovenpaa den budget flyvning, saa han gik hen og bestilte en Limousine koersel til hotellet. Som det maaske kan ses, er bilen fra aeldre dato end nogen af os, men hvad goer man ikke for lidt billig luksus (30 kr)...

Vi er ankommet til Borneo i deres regntid, hvilket vil sige der er et godt stykke over 30 grader, meget fugtigt og over middag blaeser det lidt op, der kommer sorte skyer og saa kommer styrtende regn, torden og lyn. Og i loebet af en time eller to er det vaek igen.

Vel fremme paa hotellet laerte vi hurtigt at leve med, at man her tror, at turister er som friske groentsager som skal holdes koelige for at kunne holde sig. Aircondition anlaeggene koerer paa saa hoejt et niveau, at man paa trods af de mange varme grader udenfor, maa gaa med lang aermet og stroemper indendoers... Og det har vist sig at vaere gennemgaaende, saa vi gaar nu fast med en troeje i tasken vi kan tage paa naar vi skal ind et sted i loebet af dagen.

21/11-05

Der er tre hovedattraktioner paa Borneo, Urangutangen (det eneste sted i verden de kan ses i vild tilstand), naeseaberne og saa besoeg i et langhus i djunglen.

Naeseaberne saa vi ude i regnskoven og urangutangerne fik vi et helt fantastisk moede med anden gang vi proevede lykken. Man skal nemelig vaere heldig (ligesom med naeseaberne, hvilke vi kun saa paa afstand da de sad hoejt oppe i traetoppene i regnskoven). Vi tog hen til et rehabiliteringscenter for urangutanger, hvor de har 22 semivilde og vilde utangutanger som de fodrer to gange dagligt. Foerste gang vi var der, saa vi dem kun paa afstand. Men anden gang kom den store han og to unger ned for at spise og vi stod paa foerste parket og kunne nyde disse fantastiske dyr indtage deres middagsmaaltid. Det var et fantastisk syn og en herlig oplevelse, at staa og iakttage et saa stort og imponerende dyr.

Vi havde saa en sidste ting paa vores liste, langhuset. Og her havde vi en lille ekstra udfordring, da Alice og Steen havde bedt os hilse en speciel familie i et specielt langhus som de besoegte for snart 10 aar siden. Vi var meget spaendte paa denne udfordring og udstyrede med billeder og med ganske faa oplysninger om, hvor det var, gik vi paa jagt. Vi vidste vi skulle finde Iban stammen ved Skrang floden.

Men man kan ikke bare tage til et langhus, man skal have en ’invitation’, og en saadan faas nemmest gennem en agent. Vi fandt en saadan (Khalee, en 35 aarig Ibaner med seks fingre paa den ene haand) og forklarede ham, at vi ledte efter et specifikt langhus. Han fortalte, at de langhuse som ligger ved Skrang floden, som vi spurgte til, nu var  ’moderne’ langhuse og at de derfor ikke tog imod turister mere. Men han ville tage os med til et andet langhus ved den naerliggende flod Lalang, og saa soerge for vi kom op og besoegte det langhus vi soegte, saa vi kunne viderebringe vores hilsen og de gaver vi havde med til dem, under den forudsaetning, at folket i det langhus vi skulle besoege kunne kende dem paa billederne, for vi vidste som sagt ikke hvad langhuset hed.

Vi blev hentet tidlig fredag morgen og saa startede vores lange rejse. Vi koerte i bil ca 4 timer og stoppede undervejs for at spise frokost og se et lokalt marked.

Herefter skulle vi saa med langbaad (en lang smal traebaad med en lille motor bagpaa med plads til ca. 7 pers.) op af Lalang floden gennem djunglen i en times tid. Ved flodbreden stod en baadfoerer og en dame fra langhuset og tog imod os. Sejlturen dertil var en ren eventyrsrejse paa den grumsede flod, som bugter sig  gennem djunglen med traer og lianer der laener sig ud over floden, som taget ud af en tarzan film (dog svingede Dan sig ikke i lianerne). Undervejs sejlede vi forbi andre langhuse, og ude i floden stod de lokale og vaskede haar og toej og boernene legede i flodens stroem.

Vel fremme blev vi vist til rette i gaeste-langhuset, hvor der ogsaa boede to andre par turister. Vi fik en kop kaffe/the og snakkede med de andre, mens vi sad og saa livets gang ved floden, hvor igen boernene legede i vandet, medens kvinderne vaskede toej og badede.

Sidst paa eftermiddagen blev vi saa inviteret op i selve Langhuset. Vi var enormt heldige, fordi Khalee selv er fra Iban stammen og meget vellidt i langhuset, hvilket gjorde vores besoege mere ’naturligt’.

Langhuset er bygget op som et ”langt hus” med en form for veranda og med en masse doere ind til et slags stor faellesrum og derfra er der doere ind til hver familie. Der bor 21 familier i det langhus vi besoegte og i hver familie er der ca. 5-8 medlemmer. Saa her bor mange mennesker. Boernene loeb rundt og legede og de unge mennesker sad i grupper og spillede guitar og roeg cigaretter og de voksne lavede mad og andre dagligdags goeremaal. Udover turister, lever Langhuset af at dyrke pepper, kakao og gaa paa jagt med deres ’Blowpipes’, som er et langt roer man puster en giftpil ud af.

Huset staar paa hoeje paele og under huset loeber der baade hoens og hunde (og rotter om natten...). Hundene er ogsaa i langhuset (dog ikke inde i selve ’husene/lejlighederne’, hvor de sover) og ude paa verandaen staar deres kamphaner bundet fast med en snor om den ene fod. Dette er baade for at undgaa de slaas og for at styrke deres muskulatur i foedderne. Indemellem tager de saa deres haner med ned til floden og vasker dem.

Vi moedte ogsaa husets medicinmand, som syntes det var maegtigt hyggeligt at faa taget billeder sammen med os. I stort set ingen i Langhuset taler engelsk, men Iban, saa meget foregaar paa tegnesprog og med masser af smil, hvis ikke agenten er der til at oversaette.

Livet i Langhuset er paa mange maader saa enkelt, traenger man til et bad hopper man bare i floden som er dejligt afkoelende, boernene hopper i aldeles noegne og der er bare saa livsbekraeftende at se dem plaske rundt i floden og grine og lege saa hjerteligt. Kvinderne daekker sig til med en sarong og vasker sig saa under den, og maendene svinger et haendklaede om sig, som de saa tager af naar de kommer ned i floden. Husk paa, at maendene gaar rundt med bare et klaede om hofterne – selvfoelgelig ikke de unge fyre, de har smarte shorts paa ligesom dem inde i byen.

Ibanerne er tidligere Hovedjaegere og vi saa hoevdingens skalde/kranier der haenger oppe i loftet foran hans del af huset (hoevdingen bor i midten og har den stoerste og mest veludstyrede ’lejlighed’ med stroem og alt). Disse kranier er aegte nok og er fra omkring 1860 og er de sidste der blev taget (officielt).

Der er to aarsager til, at de tog hovederne – for det foerste for at udrydde fjenden (som groft sagt er alle som ikke kommer fra ens eget langhus) og for det andet, blev hovederne brugt som gaver til ens kommende brud. Saa jo flere friske hoveder en ung mand kunne baere hjem og praesentere for en ung piges far, jo stoerre var chancen for, at han fik hendes haand. Men ikke bare det gorde det. Efter at have bragt et hoved hjem, skulle han tilbringe syv naetter ude i djunglen med hoved, hvilket var yderst farligt, da fjenden jo nu ville vaere ude efter ham. 😥

Som Ibanerne siger, manden maa altid ofre sig for kvinden – en mand laver en tatovering for at imponere kvinden, saa laver hun ogsaa en osv. Det eneste han kan goere ved sin krop som ikke hun kan goere efter, er en piercing i de aedle dele – saa dette er meget almindeligt blandt disse maend. Mange af dem har ogsaa mange tatoveringer, som bliver lavet paa den gammeldags barske maade, uden bedoevning (spoerg Steen om det goer ondt, han ved det). 😎

Efter besoeget i Langhuset spiste vi saa middagsmad paa terassen ved gaestehuset sammen med de andre. Det var Khalee der lavede maden til os, og det smagte pragtfuldt.

Det er  lavet saadan, at ved gaestehuset (som ogsaa er et langhus, hvor vi saa havde hver vores sovekabine) er der et koekken og bad/toilet. Ibanerne er ikke tilladt at vaere i langhuset, kun paa terassen over til koekkenet og saa er nogle af dem hyret til at hjaelpe til med mad og rengoering osv. Men mange af de unge drenge og de aeldre maend kunne godt lide at komme ned til os paa verandaen og dele en flaske riswhiskey og ryge de cigaretter vi boed dem (det er den bedste gave man kan have med til de voksne). De smaa drenge lavede drengestreger ved at loebe igennem gaestehuset naar agenterne ikke saa det og saa grinede de over hele femoeren bagefter – herligt!.

Gaestehuset er ligesom Langhuset bygget af bambusog bestaar realt kun af fire ydere vaegge og et tag, alt er lavet af bambus, som ikke slutter taet, saa man kan kikke igennem vaeggene hvilket goer privatlivet i disse huset lidt besvaerligt,  (forestil jer naar de unge gerne vil moedes i fred – det foregaar derfor altid ude i djunglen). Vi sov saa paa de bare braedder med en lille madras og et myggenet. Varmen er meget paatraengene, da vi reelt sover i midt ijunglen og lyden fra serinaderne og rotterne om natten, goer det svaert at sove. Vi var ogsaa heldige at se ’fireflies’ lyse op i natten.

Toilet/bad forholdene var meget ringe( utrolig primitivt ), vandet er fra floden, og lugten var meget liflig.

Koekkenet bestod af to store gasblus, hvorpaa der blev lavet en masse dejlig wokmad.

Der er generalt ingen stroem, kun i hoevdingens lejlighed, saa naar det bliver moerkt taendes generatoren, som saa banker som en anden hjuldamper og der kommer lys i husene, men kl. 22.00 bliver denne slukket, og lommelygter og olielamper bliver fundet frem.

Naeste morgen stod vi op til morgenmad kl. 8.00, det skal siges vi i stort set ikke havde sovet pga. af myg og larm fra rotter og gekkoer som loeb lige ved siden af vores hoveder mens vi sov, vi havde besoeg af  junglerotter, som kunne lugte vi havde noedder ( til trods for de var pakket ind i org. emb. og i pose ) der var bidt hul i posen, som kun hang 50 cm. fra vores hoveder, vi kunne hoere dem, hvilket ikke var rart.

Endnu en gang spiste vi et dejligt maaltid mad og derefter saa vi hanekamp. Dvs. Vi saa kun en smagsproeve paa det, da det er forbudt og meget voldsomt for hanerne (men selvfoelgelig udoeves det stadig).

Herefter var vi paa djungletrekking, hvor vi saa pepperplantage, kakaoplanter og ananasplanter. Vi kom ogsaa forbi Ibanernes gravsted inde i djunglen.

Da vi kom tilbage var vi saa gennembloedte af varmen, at vi hoppede lige paa hovedet i floden, det var saa dejligt afkoelende.

Efter frokost tog vi saa afsted for at finde det langhus, som Steen og Alice besoegte for 9 aar siden. Khalee spurgte om det var OK, at nogle af Ibanerne tog med, og selvfoelgelig var det der. Saa med os havde vi en kvinde, som mente hun vidste hvem det var vi ledte efter, saa hun var med for at vise vej. Hun havde saa sin lille soen paa 8 aar med og saa var der baadfoereren, en lille brav knaegt paa 15 aar og hans storesoester. Vi sejlede op til bilen og bumlede der udaf i ca. 1 time, og efter at have koert forkert en gang, ankom vi til et ’moderne’ langhus, hvor der var carporte med biler osv. Her ude paa terassen, sad selvsamme den mand fra fotografiet, som viste sig at vaere manden fra den vaertsfamilie Alice og Steen boede hos i 1996. Vi viste ham billederne og han fortalte at hoevdingen paa de andre billeder var hans nabo (hoevdingens kone var saa doed for 3 aar siden). Han kunne desvaerre ikke huske Alice og Steen, da han har saa mange turister med hvert aar, og specielt fra Danmark og norden, og mange for ogsaa lavet tatoveringer idag. Men han kunne tage os med til det langhus han boede i (som jo er det Alice og Steen besoegte). Men det var for sent om eftermiddagen for at vende tilbage samme dag, saa det ville kraeve en overnatning, og det kunne vi ikke faa til at haenge sammen, plus at vi taenkte, at naar han ikke kunne huske dem, sa  var chancen for at hoevdingen kunne, formegentlig ret lille....

Saa vi besluttede os for, at overlevere gaverne og billederne til ham, os saa sende denne hilsen med ham op til langhuset naar han skulle derop naeste gang.

Khalee spurgte saa, om vi ville en tur en til den by (Betong) som han selv var vokset op i (ca. 1 times koersel). Vi var egentlig ikke saa vildt interesserede, men vi kunne se paa Ibanerne, at de glaede sig helt vildt, og de lyste helt op da vi sagde ja. Saa vi koerte til Betong, en lille soevnig by. Vi gik rundt og saa os omkring inden vi satte os paa cafeen og drak en kop kaffe medens vi ventede paa, at damen der var med blev faerdig med at handle ind. Vi havde givet boernene slik og den lille dreng en legetoejsbil i bilen, og Khalee fortalte, at for det foerste var det foerste gang de var sammen med turister inde i byen, og det var foerste gang boernene havde faaet noget direkte fra turister. Det der nemelig sker med de gaver man overbringer til hoevdingen er, at han samler alle sammen til der er saa mange, at de kan deles ligeligt ud til alle. Saa samles alle i langhuset, og saa er det ligesom juleaften og gaverne deles ud.

Vel tilbage ved langhuset spurgte Khalee om vi var tilfredse, da det personligt betoed meget for ham, at vi foelte vi havde opnaaet vores maal – og vi maa sige, vi var lidt skuffede over, at manden ikke kunne huske Alice og Steen, og at det virkede som om han kun var interesseret i at saelge os en tur op til langhuset. Saa vi foelte vi havde fuldfoert saa godt vi kunne og var yderst tilfredse.

Da vi kom tilbage fra vores lille udflugt var der ankommet en gruppe med 8 hollaendere til Langhuset. Khalee, den unge baadfoere og en gammel mand fra Langhuset, syntes at Dan og jeg (Louise), skulle komme ud paa terassen mellem gaestehuset og koekkenet (husk paa, de ikke maa komme i gaestehuset) og dele en flaske riswhiskey med dem. Saa det gjorde vi saa, og den gamle mand tog gladelig imod de cigaretter vi boed ham. Dan fik sig her en rigtig ven, den gamle mand lyste helt op hver gang han saa ham, og kom straks rendende med en flaske whiskey og cola, saa gav Dan ham cigaretter og den gamle mand lavede whiskey drinks de sad og delte. Vi hyggede os rigtig og det lykkedes os da ogsaa at toemme flasken (og lidt til) inden middagen blev serveret kl. 19.00.

Kl. 20.00 var der saa velkomstdans mm. for hollaenderne, men da vi jo allerede havde deltaget, blev vi istedet inviteret ind i selve Langhuset (dvs. ind hos de forskellige familier) – og vi maatte paent drikke af alle de flasker der blev hentet frem naar vi traadte ind af doeren. Vi besoegte damen der var med til byen, en ung praest/thaibokser og saa den unge baadfoerers familie. Der var enormt hyggeligt og afslappet, og der blev drukket adskillelige flasker risvin og riswhiskey og spist agurk med salt og kigget billeder og snakket. Den unge baadfoerers far, adopterede os som hans datter og soen, og Louise fik et armbaand og soenen foraerede hende en stor flot fjer. Den unge praest sagde, at naeste gang vi kom til Kuching, skulle vi bare ringe (ja de har en telefon), saa henter han os i Kuching og saa kan vi bo hos hans familie. De er meget gaestfri og saa rare og det var en kanon oplevelse at komme saa taet ind paa livet af dem. Kl. 24.00 maatte vi kapitulere og traekke os tilbage til gaestehuset, paa trods af, at der stadig var aabne flasker....

Vi sov saa godt den nat

Naeste morgen efter morgenmaden, som vi delte sammen med hoevdingen, den unge baadfoere og en af de gamle maend var det saa afgang. Med os skulle vi have hoevdingen, og to unge maend fra stammen – de kom meget paent aftenen foer og spurgte om de maatte koere med tilbage.

Saa efter en time i langbaaden paa floden satte vi os alle ind i bilen og koerte den lange vej tilbage til Kuching. Vi satte hoevdingen og de to maend inde i Kuching (hoevdingen skulle besoge sin cancer syge datter paa hospitalet). Efter ca. 6 timers rejse, inkl. frokost paa vejen, var vi saa tilbage paa beach resortet. Og vi sov saa fantastisk godt denne nat oven paa alle disse oplevelser.