Vi havde koebt en pakkerejse til Cuba fra Mexico af (man kan ikke koebe billetter til Cuba fra USA) og det er lettere at komme ind i landet gennem en pakkerejse. Saa de havde taget haand om visa, bookninger mm. Saa alt vi skulle goere, var at hoppe ombord paa flyet i Mexico City.

Og efter 2 timers flyvning, landede vi saa i Habana (Havana) paa caribiens stoerste oe Cuba.

Her blev vi taget imod af en spansktalende guide, som henviste os til en bus ude paa parkeringspladsen. Da vi forventningsfulde var paa vej ombord paa denne bus, kunne vi forstaa paa buschauffoeren, som stod og talte med nogle andre, at der var opstaaet et problem. Det viste sig, at vi havde et hotel staaende paa vores voucher og et andet paa vores visa. Saa de var i tvivl om, hvilket hotel vi skulle koeres til. Og sagen var den, at der var 2,5 times koersel ud til den ene, som ligger i det store turistomraade Varedero og det andet laa inde i midtbyen. Vi mente selv vi havde bestilt et hotel ved stranden, men at det skulle ligge inde ved byen...

Vi blev til sidst enige om, at vi kom ind til hotellet i byen. Saa efter en lille halv times koersel, ankom vi til dette 5 stjernede hotel. Vi blev hurtigt klar over, at de 5 stjerner, vist er nogle de har vundet i et lotto-spil... 🤔

Hotellet er af aeldre dato, men her mangler ikke noget. Her er tre store sammenhaengende pools med jacuzzi og to poolbarer. 5 restauranter og barer, fitnesscenter (og ja, vi har da besoegt det)  meget mere.

Fidel Castros jerngreb om landet er maerkbart allerede da man lander i lufthavnen. Man kan foerst veksle til cubanske penge naar man ankommer og kommer man med amerikanske dollars, maa man forberede sig paa, at betale 20% i afgift til staten. Cuba har to forskellige slags penge. Der er den almindelige cubanske pesos (vaerd en 25.e del af US dollaren), som den menige cubaner bruger og saa er der den dollar konvertible pesos, som er den turister bruger. Denne er faktisk det samme vaerd som den amerikanske dollar, men som sagt kommer der 20% i afgift naar man veksler. Man kan vaelge at opsoege det sorte marked, som er en offentlig hemmelighed og fuldt accepteret blandt befolkningen (men selvfoelgelig ikke hos staten), hvor man kan faa en bedre kurs.

Cubanerne er et folkefaerd der ved, hvad det vil sige at staa i koe. De staar i koe til alting. Og de er lange...
De har derfor lavet et system, hvor man kan "forlade" koeen og f.eks. soege ly i skyggen. Naar der saa kommer en ny til, spoerger vedkommende "hvem er sidst i koeen". Og alle ved hvem det er og peger. Og saa er man dermed selv sidst i koeen og ved hvem der er foran en. Og de overholder dette system.

Paa mange maader fungerer kommunismen fint i landet, der er f.eks. formelt set ingen analfabeter, der er mange flere laeger pr. indbygger, end i stort set noget andet land. Problemet er saa bare, at laegerne ingen medicin og redskaber har at goere godt med...

Den menige cubaner maa ikke handle i turiststederne (hoteller, barer mm). Men de maa gerne komme med, hvis man inviterer dem.

De har helle ikke adgang til internet, og de kan kun se de to Fidel Castro styrede tv-kanaler, medmindre de saetter en parabol op i haven og fanger amerikansk tv. Det handler saa om at stikke politiet en skilling, hvis de kommer og opdager det.

Priserne er generelt meget lavere for cubanerne, hvilket skaber et stort sort marked. Vi stiftede bekendtskab med dette, da vi sidder og taler med en ung cubansk mand, som vi har inviteret med ind paa en mojito paa en ”turistbar”. Her kan han kun faa en drink, hvis en turist tager ham med ind og betaler. Mens vi noed denne fantastiske drink, lyttede vi til rytmerne af levende cubansk salsamusik. Det viste sig ogsaa, at den unge cubaner, selvfoelgelig kendte dette band ogsaa og fik provision, hvis vi koebte en CD 🤩

Han fortaeller saa, at han har et job som fiskesaelger i et supermarked, og saa har han lige et andet job ogsaa. Han faar provision faar at lede turister hen til dem der handler med cigarer, rom og valuta paa det sorte marked. Vi spoerger til cigarer og han fortaeller, at vi skal bare sige til, saa skal han nok lede os til nogen der kan give en god pris.  Han er meget aerlig og siger tingene som det, og der er saadan set heller ingen grund til andet, da det er en meget almindelig maade for cubanerne at tjene en lille ekstra skilling. Som han sagde ”vi er meget glade her paa Cuba, men vi har det svaert”.

Da vi egentlig syntes han er en fin fyr og priserne han naevner paa cigarer lyder rigtig god, kontra  de priser vi har set i turistbutikkerne, beder vi ham vise os denne cigarhandler. Vi bliver bedt om at holde os bag ved ham, saa man ikke kan se vi gaar sammen, Vi gaar gennem et par smaa gader og foelger efter ham ind i en lille gyde. Situationen ville i alle andre lande end Cuba, virke meget utryg og en risikabel ting at goere. Men i Cuba er denne form for handel helt normal. Og skulle politiet komme, stikker man dem bare en skilling. Vi bliver ledt op af en lille trappe til en lille ”lejlighed”. Her bliver vi taget imod af ”cigarmanden”, mens udkigsposterne staar paa lur nede i gyden. Ude i baglokalet staar en dame og laver mad ved nogle blikgryder, og en mand sidder og stopper madrasser. Vi bliver henvist til et par slidte laenestole i hjoernet, og saa kommer han slaebende med en stor saek cigaraesker. Handlen ender med, at Dan gaar derfra med et par meget billige aesker cigarer (ca. 10 gange billigere end i butikkerne). Og de cubanske maend har tjent sig en god skilling. Saa i bund og grund er alle glade,(paa naer regeringen, der lige er blevet snydt for penge). Det skal lige siges, at disse cigarer er nogle manden faar i maanedsration paa hans job paa cigarplantagen (det er i hvertfald hvad de siger J ). Selvfoelgelig skal man vaere paa vagt ligesom med alt andet man koeber paa gaden rundt omkring i verden, da der er risiko for, at de cigarer man faar tilbudt er kopivarer eller gamle toerre cigarer. Vi havde faaet instrukser i, hvordan vi tjekkede for dette, og vi mener selv vi kom derfra med nogle OK cigarer. Alt andet lige, var det en meget sjov oplevelse 🙃

Men for at vaere paa den sikre side, gik vi da ogsaa ned i hotellets cigarbutik og koebte nogle rigtig gode (og dyre) cigarer og en lufttaet aeske med luftfugtighedsregulator, som vi kan sende med kurer hjem fra Mexico. Vi maa/kan ikke indfoere cubanske varer over graensen til USA, saa vi er noed til at toemme de sidste flasker rom og ryge de overskydende cigarer, inden vi saetter kurs mod Washington.... Aerligerligt...

Man skal bestemt ikke tage til Cuba for at shoppe. Selvom man finder en sportsbutik med maerkevare som Nike mm., er der meget tomt paa hylderne og det der er der, er blevet umoderne derhjemme for laengst.

Naar man finder et shoppingcenter, er det ligesom at vaere sat 40 aar tilbage i tiden. Varerne er gamle og der er meget langt imellem dem...

Paa vejene koerer stadig gode gamle dollargrin og forfaldne Lada’er, da der ikke bliver indfoert mange biler til landet og reservedele er taet paa umuligt at faa fat paa. Saa de som har en bil, passer godt paa den.

Som en cubaner fortalte os, at Cuba faktisk pga. af sin store handel af sukker med USSR, var laengere fremme end store dele af Europa og andre dele af verden for 40-50 aar siden. Og som han sagde, det er de samme biler de koerer i den dag i dag... J For da USSR broed sammen, og handlen sluttede med Cuba, gik landet i forfald. Nu er det hovedsageligt rom, cigarer og turisme de lever af.

Desvaerre er romindustrien ved at vaere saa stor, at turismen bliver sat lidt bagud. De siger selv, at der er blevet meget dyrt for turister nu i Cuba of servicenivaeuet er stadigt faldende.  

Vi oplever i stort set hver gang vi bestiller noget paa en restaurant, at de ikke lige har det du bestiller. De er altid lige loebet toer... Og kommer man ind i et supermarked, skal men ikke tro man kan maeske sig og finde, hvad man kommer efter. For der kan vaere skraemmende tomt. Cubanerne selv handler stadig med rationeringsmaerker, og du kan risikere at som turist  komme ud i en landsby, hvor der ingen turist restauranter eller andet er, og du ikke kan handle i butikkerne, fordi de koerer med rationeringsmaerker. Dog viser det sig, at stiller men sig laenge nok op og ser meget opgivende ud, saa er der lige en der kender en som kender en.

Det kommunistiske styre af landet, har betydet at i og med, at alle jo faktisk har en indtaegt og mad i munden (selvom udvalget og maengden kan diskuteres), er der meget lav kriminalitet. Og samtidig er straffen meget haard, hvis det skulle ske for en stakkels cubaner, at han kom til at taede over lovens kant.

Saa vi rejste jo gladeligt til Cuba, i den tro, at dette er et af verdens sikreste rejselande, og da vi nu har vaeret i en del lande efterhaanden, og ovenikoebet klaret os helskindet igennem Mexico City, gik vi i den tro, at ingenting kunne ske os.

Og faktisk er Cuba sikkert, du kan sagtens gaa inde i byen efter moerkets frembrud (og selvfoelgelig tage de basale forholdsregler med ikke at gaa ind i smaa moerke gyder, og ikke skilte med store maengder kontanter eller andre vaerdigenstande, som kan friste den svage sjael).

Saa en aften vi sidder paa en italtiensk restaurant (det skal lige siges, at det cubanske koekken bestemt ikke er vaerd at rejse efter...), og nyder en flaske god vin og spiser en pizza, bliver vi noget overraskede da en af tjenerne pludslig kommer hen og ber os om at tjekke vores taske som staar paa gulvet ved Louises foedder om der mangler noget i den. Vi spoerger selvfoelgelig hvorfor, og han svarer, at damen der sidder bagved os lige har haft haanden i tasken. Og da Louises raekker ned efter tasken, ser hun da ogsaa, at den er blevet flyttet paa og i samme sekund, rejser denne dame og hendes to kumpaner  sig og skynder sig ud af restauranten. Sikkerhedsvagterne paa hotellet og tjenerne loeber efter dem og stopper dem og tilkalder politiet. Det viser sig efterfoelgende, at denne trio nu gaar rundt med et laekkert Samsung digitalkamera med feribilleder fra Mexico og Cuba....

De var meget hjaelpsomme og flinke paa hotellet og vi har da ogsaa faaet et stykke papir paa spansk, der forklarer hele sagen, som vi kan give til forsikringen hjemme i DK. Men det er svaert at ordentlig kommunikere med dem i en saadan situation, ikke engang sikkerhedsvagten kan engelsk, saa det er hele tiden noget med, at finde en der kan oversaette.

Efter et par dage ved den store dejlige swimmingpool under solens varme straaler, bestluttede vi os for at udforske omgivelserne rundt om Havana. Saa vi begav os ned til biludlejningsfirmaet paa nabohotellet og vi fik en fantastisk god pris (ikke forhandlingsbar, da alt jo er styret og fastsat af staten) – 47 dollars for en Suzuki Vitara en dag med forsikring. Saa vi lejede en saadan, og begav os afsted. Vi maerkede hurtigt paa egen krop, i hvor daarlig stand bilerne er... Og vejene... Hvis vi havde nyresten inden vi begav os afsted, saa er de ihverfald rystet i stykker nu J

Foerste opgave var at finde et kort. Hotellet havde ikke noget og business centret var loebet toer og butikken havde ikke noget. Vi spurgte saa en turguide som sad og halvsov ved sin desk (da alt er ejet af staten er konkurrence ikke eksisterende), om hun vidste hvor vi kunne faa fingrene i et kort. Og saa hev hun glad et gammelt brugt kort op af sin egen haandtaske og tilboed os det for 3 pesos konvertible (18 kr). Og vi smilede da vi nu kunne komme afsted med et kort paa haanden , og hun smilede da hun lige havde scoret en halv ugeloen.

Naeste udfordring var at faa noget benzin paa bilen (som kun udleveres med 8 liter i tanken). Det er ikke saa svaert at finde en benzinstation, udfordringen ligger i at finde en der ogsaa har benzin i tankene... Til sidst lykkedes det os, paa den anden side af Havana, fik vi fyldt tanken op.

Cubanerne syntes selv, at den faste pris paa benzin (uanset sted og benzintype) paa 0,99 dollars for en liter er dyrt, men vi syntes jo at det er fantastisk billigt.

Da vi skrev om de mexicanske veje, vidste vi ikke det var muligt at finde mere ussle veje, men det fandt vi ud af paa Cuba. Og midt paa motorvejen, kommer der hestevogne og cyklister – de har endda deres eget spor.

Vi koerte igennem Havana by, som ikke er et specielt koent syn og paa den anden side, kom vi saa igennem et helt omraade med betonboligblokke bygget af de russiske arbejdere i 1970’erne. Dette fik Kanalens kvt. I Albertslund til at fremstaa som de rene luksusboliger.

Herefter kom vi ud i landsbyomraaderne og strandstiben ”Playas Del Este”. Dette er en 10 kilometer lang strandstraekning af flotte hvide sandstrande med kokospalmer ud til det smukke turkisblaa caribiske hav.

Desvaerre har de lokale cubanere ogsaa selv opdaget denne perle, saa hele straekningen er overbooket af badeglade cubanere, som desvaerre heller ikke har laert at tage sit skrald med sig naar de gaar hjem...