Da vi tjekkede ind paa flyet til New Zealand, blev vi bedt om at fremvise returbilletter (i vores tilfaelde billetter videre ud af landet) – og havde vi ikke haft nogle, skulle vi have koebt dem, inden de ville lade os gaa ombord (dette proevede vi ogsaa i Malaysia).

Flyveturen tog 2,5 time.

Og vi troede, at den australske told var streng, det er vand mod den new zealandske. Vi kom i tredjegrads forhoer i paskontrollen, om vi havde billetter ud af landet (igen), hvor vi skulle bo (kunne vi jo ligesom ikke svare paa), om vi kendte nogen  i landet, om vi havde en udlejningsbil til raadighed (vi kunne selvfoelgelig ikke huske firmaet) – og endelig slap vi igennem.

Ved bagagebaandende gik de med told-hunde og vi blev udspurgt meget konkret om, hvad vi havde med i bagagen, samt alle tasker blev gennemlyst (man maa ikke have mad, beskidte sko, dyreartikler, ridetoej mm.) – gudskelov slap vi for at alt skulle kigges igennem.

Vi blev hentede af udlejningsfirmaet og hentede vores leje bil som skulle bringe os rundt i New Zealand den naeste maaneds tid.

En et par aar gammel Nissan Sunny, ikke noget specielt, men med masser af plads til os og vores bagage. Vi skulle give knap 1.000 New Zealand dollars (ca. 4000 kr.), hvilket er ret billigt.

Paa vej fra lufthavnen, koerte vi forbi sydpolcenteret, en indendoers udgave af sypolen, hvor man kan faa lov at foele, hvordan det er at befinde sig paa sydpolen, samt koere i en transportbil med lavefoedder.

Vi foelte dog naermest vi allerede var paa sydpolen, da temperaturen her i forhold til Australien er betydeligt lavere. Vi er ankommet midt i deres sommer, hvilket modsvarer en dansk sommer. Nogle dage er her 20-25 grader og dejlig sol, andre dage er her 15-18 grader, skyer og lidt regn.  Og det skifter hurtigt paa kort tid. Aftnerne her er lange (bliver moerkt ved 21.00 tiden, men natten er ogsaa koelig, saa istedet for aircondition, er her varmeblaesere....).

Sydoen som vi ankom til, er en smule koeligere end nordoen og vest paa regner det meget mere end oest paa (pga. af bjergene).

Indflyvningen hertil var fantastisk. Vi kunne se de snedaekkede bjergtoppe stikke op gennem skydaekket, samt de smukke glaciere – helt utroligt udsyn!

Endnu en gang var heldet med os, saa vi ankom lige op til helligdag og lang weekend (plus at skoleferien i aar slutter 14 dage senere end normalt, dvs, midt i feb,), saa alle campingpladser meldte om optaget (vi bor gerne i cabins, som er en form for smaa sommerhuse/skurvogne med bad/toilet og et lille koekken saa vi selv kan lave mad – disse koster omkring 60-80 dollars, dvs. 200-300 kr. pr. nat). Vi maatte derfor flytte tre gange i loebet af weekenden, hvilket var ret belastende. Det ene sted vi boede, var bestyreren en en-benet mand med en trebenet kat - meget fornoejeligt par 🙂

Vi fik da set Christhurch, en meget engelsk inspireret og hyggelig lille by med 300.000 indbyggere og mange gamle engelske bygninger.

Vi koerte ud paa en tur paa 75 kilometer til en lille fransk by Akora, som ligger paa en vulkanisk halvoe, saa sandet paa stranden var helt sort. Alle skilte i byen er stadig paa fransk (Le mini golf osv.) Det var en smuk tur gennem bjergene. Helt fantastisk udsigt over bjergene og havet  og smukke marker med faar. New Zealand er faarenes land. Her er 3.9 millioner indbyggere og 39 millioner faar – saa dem saa vi mange af J

Vi koerte langs vestkysten ned til Franz Josef og Fox Glacieren. Vi koerte ud til udkigspunkterne, hvorfra man kan se de flere tusind aar gamle glacierer. Fantastisk syn og det er faktisk ret utroligt saa langt ”nede” de er, naar man taenker paa, at luften nu om sommeren er omkring 20 grader.

De to smaa ”byer”, som er vokset op omkring disse to glacierer, lever af at flyve turister op paa glacieren. Og dette maatte vi selvfoelgelig ogsaa proeve. Det viste sig bare at forholde sig sooledes, at vi endnu engang ikke lige havde heldet, eller rettere sagt vejret med os, saa vi maatte vente to dage foer det kunne lade sig goere... Men hvad goer man ikke for en god oplevelse J

Da vi endelig kom afsted, var det klart ventetiden vaerd. Louise var ikke saa tryg ved selve helikopterdelen, men hold op for en udsigt, Vi floej lige henover glacieren og landede oppe paa toppen af den (og her var der koldt!!) Alt dette tog sammenlagt 25 minutter og kostede ikke mindre end 1400 kr... Men det var pengene vaerd.

Vi koerte de ca. 400 kilometer fra Fox til Queenstown paa en dag. En fabelagtig koeretur gennem bjerge med sne paa toppen, flotte groenne vandloeb, vandfald, skov, de flotteste klare soeer mm. Helt enestaaende, og denne gang var vejret heldigvis med os, dejlig sol og 25 grader, saa det var bare fantastisk.

Queenstown er lidt surealistisk at ankomme til. Man koerer en hel dag, hvor man kun moeder smaa flaekker, og der kan vaere flere hundrede kilometer imellem tankestationerne. Og saa pludselig ser man mennesker der ”Water Surfer” i det store vandloeb og Bungy Jump fra broerne – dette fortaeller en, at man er ved at naerme sig Queenstown, stedet hvor det sker! Saa koerer man det sidste stykke gennem smukke vindistrikter og til sidst langs den store smukke soe med bjergene i baggrunden og BOM, saa staar man midt paa en pulserende hovedgade i Queenstown, hvor reklameskiltene goer alt for at henlede din opmaerksomhed paa den ene mere graenseoverskridende event efter den anden.

Men udover denne maengde af tilbud, der kan faa os med bare en lille smule raedselsvaekkende fornemmelser for hoejder og fart til at beavre lidt i knaeende, er Queenstown faktisk en rigtig flot by med en lille strand ved soen, en havn og en flot parkhave, hvor man kan gaa en hyggelig spadsertur (maaske ovenpaa en adrenalinkogende bungyjump tur?).

Igen sparer vi lidt paa slanterne (hvilket vel ikke ligefrem kommer bag paa nogen) og har bosat os paa en campingplads lidt udenfor byen med en dejlig udsigt over bjergene.

Da vi havde faaet nok af Queenstown satte vi atter kurs mod oestkysten. Vi koerte tvars over til byen Dunedin. Vel fremme ved campingpladsen, hvor vi havde booket et vaerelse, lykkedes det Dan at smoere dem med saa meget charme, at vi fik en lille hytte med bad og koekken til en endnu billigere pris end vaerelset.

Vi kom egentlig kun til byen for at se den store attraktion – verdens stejleste gade. Og den er virkelig stejl!

Byen ligger lidt sjovt paa stejle skraenter paa hver sin side af en stor flod og er meget skotsk inspireret i arkitekturen.

Da tiden naermede sig Valentines dag, viste Dan sig fra en side, som ellers ikke havde vaere paa banen laenge. Han bookede et luksus vaerelse oppe i Hanmer Springs, ja I laeste rigtig.

Hanmer Springs er egentlig ikke andet end en hovedgade (meget lille en), og med en masse hoteller og moteller. Grunden til alle disse moteller, er at byen har en masse varme kilder. Saa folk kommer hertil for at bade i disse kilder, som efter sigende, skulle vaere yderst sunde.

Vi ankom til motellet som hedder Scenic Mountain View – hvilket der i aller hoejeste grad var. Varelset var motellets (som er helt nyt) dyreste (ja, I tror ikke hvad i laeser J ). Et dejligt vaerelse med koekken, badekaaber, stereoanlaeg, tv/video mm., og bedst af alt; en privat terasse med udendoers spabad med udsigt over bjergene – total romantisk og saa blaeret! Her tilbragte vi to dejlige dage og da vi tog derfra var vi helt oploeste af at sidde i spabadet (38 grader varmt), vi sad der som det foerste om morgenen, og selvfoelgelig fulgte vi solnedgangen over bjergene fra spabadet med et glas champagne i haanden.

Vi var da ogsaa en tur oppe i de varme kilder. Disse var lidt skuffende, da vi havde troet de var som den Blaa Lagune paa Island (meget naturlig). I Hanmer Springs er det lavet som en form for udendoers svaemmehal, hvor der saa var lavet 9 forskellige ”pools” med forskellige temperaturer og tre thermiske pools. Der var desvaerre saa mange mennekser, at vi fik total kriller. Saa vi fandt hurtig tilbage til vores egen private pool J

Mmmmm, det var bare dejligt 😎

Da vi gik hen mod skraenten ned til stranden. hvor saelerne laa, syntes vi der lugtede saadan af fisk - og pludselig gik det op for os hvorfor - der laa en dejlig stor sael og solede sig i graesset. Og den blev da gerne liggende saa os entutiastiske turister kunne tage et par billeder 🙂

Billedet kan slet ikke beskrive den fantastiske oplevelse det var...!!

Endnu en gang lykkedes det Louise at bruge sin kvindelist til at faa et af hendes oensker opfyldt, hvilket ledte til, en to timers tur paa hesteryg. Det var en kanon oplevelse – en lille gruppe, som gav plads til alle. Louise dannede bagtrop paa en herlig halvblodsaraber (Flynn), som var en kanon udfordring hele turen igennem, og der blev givet plads til et par galopture undervejs. Dan fik den store godmodige ’Doc’ (The Doctor), som luntede afsted , op og ned af bakkeskraenter og oppe af smukke skraaninger og frodig skov. Det var en fantastisk smuk tur!

Tiden var kommet til, at vi skulle videre paa voren faerden. Og naeste skridt var at tage os til nordoeen.

Vi havde i forvejen bestilt tid til faergen, da det kan vaere svaert at faa en billet. Det koster 250 (1000 kr.) dollars at tage bilen med over. Da vi har en gammel skrammelkasse fra et billigt udlejningsburaue (ARF Rental Cars), maatte vi gerne tage bilen med over. Mange af de store udlejningsbureauer tillader ikke dette.

Da det kan vaere svaert at beregne koeretiden i New Zealand (pga. af det meget kuperede landskab), var vi i yderst god tid til faergen som afgaar fra Picton. Og for en gangs skyld var heldet med os, og vi kom med en tidligere faerge. Det er sagt om denne sejltur, at det er en af verdens smukkeste, og smuk er den. Vejret var dejligt, og udsejlingen fra Picton gennem ’smaa straeder’ mellem bjergene er lige til et maleri. Sejlturen tager ca. 3 timer, paa en kaempe faerge, der kan rumme 600 biler og 1600 passagerere.

Vi ankom til New Zealands hovedstad om eftermiddagen og vejret var bare saa dejligt, ca 25 grader og straalende sol. Vi havde bestilt vaerelse paa et hotel midt i byen, saa vi parkerede bilen ved hotellet, og brugte vores smaa fusser de naeste fire dage paa opdagelse i byen.

Vores stoerste bekymring var nu, hvornaar hele jorden ville begynde at ryste under os. For faktisk er Wellington ramt af mindre jordskaelv ca. en gang om ugen. Egentlig burde byen flyttes, men istedet for at flytte 300.000 mennesker, har man valgt at bygge byen op paa ’stoette puder’, som giver efter ved jordskaelv.

Paa hotellet stod der sikkerhedsinstruktioner om, hvordan man skal forholde sig i forbindelse med et jordskaelv. Men det taetteste vi kom, var i en simulator inde paa Te Papa, som er New Zealands ’nationalmuseum’. Her kan man ogsaa ’rejse tilbage og frem i tiden’, laere at klippe et faar mm – et kanon sjovt og udfordrende sted, og saa er det gratis  J

Wellington er en hyggelig by, og med mange gode shoppingmuligheder (ikke at Louise fik lov at proeve disse muligheder...). Ved et torv har kunstere faaet frit spil, hvilket har ledt til forskellige kreative kreationer rundt omkring bymidten, hvilket goer byen sjov at gaa rundt og udforske.

Vi tog en ’tram’ op til Botanisk have, som ligger ned af skraaningen mod byen, og vi gik hele vejen ned gennem haven og noed de smukke sommerblomster i blomst.

Alt i alt en ok spaendende by, hvor man sagtens kan bruge et par dage.

Nogle af vores trofaste laesere, har ytret bekymring for vores fysiske ve og vel. Men vi kan berolige alle jer derhjemme – vi soerger for at holde vores forsoemte kroppe i gang, saa ofte vi kan komme i naerheden af et par fitness maskiner J

Herfra koerte vi saa videre til Napier, som ligger ca, 300 kilometer nordoest for wellington (paa oestkysten).

Napier blev i 1931 rystet af et kaempe jordskaelv, hvilket mere eller mindre jaevnede den foer saa kedelige og stille lille provinsby. Herefter er byen blevet bygget op paa ny i Art Deco stil, og det siges, at kun faa steder paa jorden (eks, Cuba), kan maale sig med Napiers Art Deco bygninger. Og smukke er de og specielle. Derudover har Napier en 4 km. lang Beach Parade, hvilken er helt utrolig at gaa langs, da boelgerne her pga. af de stejle skraaninger under vandet, er saa enorme store og voldsomme naar de rammer strandkanten, at man tror det er en tsunami der er paa vej til at feje benene vaek under en.

Her ligger ogsaa et ’Seaworld’, hvor man kan svoemme med delfiner og se andre ’vanddyr’.

Napier er desuden et vinddistrikt, som laegger navn til nogle af New Zealands fineste vine. Og saa er det det sted i i landet der har det varmeste klima og mest sol – og det levede det da ogsaa op til medens vi var der J

Paa vej videre kom vi igennem byen Dannevirke, som er en gammel dansk nybyggerby. Her var da ogsaa et velkomst skilt med en viking, en gammel vindmoelle og et Farvel skilt paa dansk. Men det var saa ogsaa, hvad der er tilbage fra de gamle danske tider.

Fra Napier tog vi den ca. 300 kilometer lange rute laengere op nord paa til Rotorua. Dette er byen der stinker!! Undergrunden er nemlig stadig vulkanisk aktiv, ligsom paa Island, med bubblende undergrund og gejsrer.

Rotorua er desuden kendt for sine hoeje bestand af Maoier (den originale befolkning) – her er 20 % Maoiere.

Vi fik ogsaa et glimt af den meget beroemte og meget sky nationalfugle "

Da vi jo er friske unge mennesker, taenkte vi, at en frisk vandretur ved to smukke soeer lige var noget for os.  Vi koerte ud til soeerne, parkerede bilen ved en udkigspost og satte kurs ind i skoven ved soeerne i haab om at finde et bedre spot.

Bag ved os gik et tysk par, som syntes vi saa meget maalrettede og stedkendte ud, saa de fulgte os ind af stien. Vi var overbeviste om, at det track vi gik af, ville lede os rundt om soeerne og tilbage til bilen inden for rimelig gaagang. Dan foreslog efter 20 minutter at vi vendte om, men vi kunne hoere tyskerne bag os, og taenkte at de sikkert ogsaa kendte til dette track, saa der var ingen fare. Vi kom laengere og laengere ind i skoven og vores stedsans begyndte at svigte. Vi havde hele tiden soeerne som holdepunkt, men desvaerre er naturens formationer ikke altid saa logisk bygget op, som vi mennesker gerne vil goere den til og efter ca. 2,5 times vandring var vi godt klar over vi var LOST.... Sagen var ogsaa den, at vi havde ikke taget vand el, andet med. Vi havde kun det toej vi gik i og et kamera. Eftermiddagen lakkede mod sin ende, og smaa kryb ville snart begynde at kigge frem sammen med moerket. Vi kunne selvfoelgelig vaelge at vende om, hvilket vi var overbeviste om, at tyskerne for laengst havde gjort. Men vi blev ved med at haabe paa, at lige rundt om naeste hjoerne kommer parkeringspladsen – men nej.....

Efter ca. 3 timer indhentede tyskerne os og de var mindst lige saa forvirrede som os og LOST. Vi var nu ude ved noget vej, og valgte at forlade tracket, og foelge vejen mod traffik og hjaelp. Endelig stod vi ude paa den store hovedvej, men skiltet sagde os vi var 12 km. fra den byen (og soeerne ligger ca. 10 kilomter paa den anden side...). Vi spottede en politibil, men han spottede desvaerre ikke os. Til sidst fik vi vinket en bil ind til siden og fik forklaret hvad der var sket. Denne soede mand, sagde vi alle skulle hoppe ind i bilen, saa skulle han nok koere os tilbage til bilerne, da vi var kommet meget langt vaek. Han kendte udenmaerket godt det track vi havde fulgt, da han cykler paa mountainbike ved soeerne. Han fortalte det er et 7 timers track, saa vi havde gjort det helt rigtige i at forlade det og finde vejen. Han var saa venlig at koere os de 20 kilometer tilbage til vores biler – og hvilken lettelse det var....

Auckland

Vi tog til New Zealands stoerste by Auckland, hvorfra vi skulle flyve videre til Honolulu paa Hawaii. Vi bookede foerst et par naetter lidt udenfor byen paa et lidt billigere motel. Vi blev da ogsaa vaekket midt om natten, da det bankede baade paa doeren og paa ruden og en eller anden fuldeboette ledte efter ”Josh”. Vedkommende havde aabenbart glemt det en time senere og kom igen og bankede paa og spurgte efter den samme ”Josh”. Saa for et par timer troede vi vi var tilbage i Albertslund omraadet J

Vi tog den sidste nat paa et dyrt hotel midt i centrum (vi havde optjent en gratis nat J ) – Dan er jo lykkelig saa snart det rimer paa gratis.

Auckland er en stor by som saa mange andre, og egentlig ikke noget specielt. Saa vi tussede bare lidt rundt og vinduesshoppede, og saa folk blive kastet ud i diverse skraekindbydende aktiviteter, som bungyjump og andet spas.

Da tiden var inde, koerte vi ud i lufthavnen og afleverede bilen og saa afsted til flyet til Honolulu.

Da det var et fly til USA, skulle vi tjekke ind 3 timer i forvejen (gab)...

Ved indcheckning skulle vi oplyse en adresse paa Hawaii foer vi overhovedet kunne faa udleveret boardingpass.